Ydeevnen afhænger af den samlede vægkonstruktion, det lave stålprofil og isoleringens kontinuitet.
Argumentet dukker systematisk op i sammenligninger: stål leder varme bedre end træ, og derfor skulle en stålkonstruktion nødvendigvis være mindre isolerende. Argumentet er ikke fysisk forkert – ståls varmeledningsevne er faktisk meget højere end træs – men det er ufuldstændigt, fordi det ignorerer den variabel, der reelt tæller i en kuldebro: tværsnittet af det materiale, der effektivt krydser isoleringslaget.
En kuldebro beregnes som en varmestrøm gennem den mindste modstands vej. Det, der bestemmer denne strøm, er ikke kun materialets ledningsevne, men også kontaktfladen og den strækning, varmen skal tilbagelægge. En let stålprofil udgør kun ca. 1 mm materialetykkelse i direkte kontakt med isoleringen, mod 38 til 50 mm og mere for en tilsvarende massiv træprofil: det gennemgående tværsnit er derfor, modsat intuitionen, meget mindre på stålsiden.
Vores stålskeletter tilføjer hertil profiler med perforeret eller spaltet liv, en teknik der kunstigt forlænger den vej, varmen skal tilbagelægge gennem metallet, ved at tvinge strømmen til at omgå perforeringerne i stedet for at krydse i en lige linje. Denne geometri, kombineret med det lave kontakttværsnit, reducerer yderligere det punktvise varmetab ved hver stolpe.
Den lovmæssige beregning af en lineær kuldebro (standard EN ISO 10211) udtrykkes i en Psi-koefficient, angivet i W/(m·K), og det er denne koefficient – ikke kun materialets isolerede ledningsevne – der bør sammenlignes mellem to byggesystemer for ærligt at vurdere deres respektive ydeevne. At sammenligne to ledningsevner uden at tage højde for geometrien er som at sammenligne to biler udelukkende baseret på deres motorstørrelse uden at se på deres vægt eller aerodynamik.
I kombination med et kontinuerligt isoleringslag placeret på den rigtige side af stålskelettet, uden afbrydelser ud for stolperne, opnår en væg med let stålkonstruktion en samlet termisk ydeevne, der er sammenlignelig med, og i visse konfigurationer overlegen i forhold til, en tilsvarende trævæg. Opmærksomhedspunktet forbliver det samme i begge tilfælde: isoleringens kontinuitet er vigtigere end selve konstruktionsmaterialet.
Stål giver derudover en fordel, som træ ikke kan tilbyde: fuld dimensionel stabilitet over tid, uden krympning, svind eller deformationer relateret til luftfugtighed. En træstolpe, der arbejder med den omgivende fugtighed, kan over flere år skabe mikroskopiske sprækker ved samlingerne med isoleringen eller vinduer/døre – sprækker, der er usynlige for øjet, men som gradvist forringer væggens reelle termiske ydeevne, længe efter projektet er afleveret.
